I Esbjerg havde en lokalgruppe gjort en kæmpemæssig indsats for at promovere begivenheden. Men da vi dagen før afgang samledes på Rådhustorvet, kunne vi med lidt god vilje kun tælle 20 mennesker, der var mødt frem. Spænding var udløst: Det ville blive op ad bakke.

Vi nåede akkurat at indhøste ros og anerkendelse for initiativet, før et tordenskrald efterfulgt af en monsterregn af tropisk dimension bogstavelig talt satte Rådhustorvet under vand.

Tur rundt i Esbjerg

Esbjerg

Regnen stilnede af, og i Fønix Teatret var maden klar. Overnatning på gymnasiet.

Før karavanen næste morgen tog afsted, fik vi et oplæg fra Poul Eck Sørensen fra Esbjerg Fredsbevægelse om klimaforandringer og risikoen for politisk ustabilitet.

Her er atomvåben en joker. I mange kredse rubriceres disse våben blot som en forlængelse af det militære kapløb. Men det er helt andre kræfter, der er tale om. De tekniske varslingssystemer – som jo er en del af afskrækkelsesberedskabet – skal i en trusselsituation træde i funktion af sig selv og vil udløse den ultimative krig.

Det centrale er ikke kun eksplosionerne, men også den mængde af støv, der hvirvles op. Det vil danne et kompakt skydække og skabe en arktisk vinter over hele kloden. Det meste liv vil herefter forsvinde.

Frokost med fuld musik i Tjæreborg

Bramming

Næste stop var Holsted, hvor landbrugskonsulent Lotte Angelica Kristensen fra SAGRO fortalte om landbrugets udfordringer. En noget overset klimasynder er lattergas, fortalte hun. Den er 300 gange så potent som CO2 og dannes ved nedbrydningsprocesser i husdyrgødning og gylle. Til sammenligning udleder landbrugets store maskiner kun en fjerdedel af de CO2-ækvivalenter, som udgøres af lattergassen.

Vi vandrer mod Askov Højskole

Askov Højskole og Askov Efterskole var næste stop. Modtagelse ved Askov Bylaug, Vejen Kommunes borgmester (K) og to folketingskandidater fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. Ingen var i tvivl om, at klimaforandringerne var det mest brændende emne, og begge folketingskandidater fremhævede, at deres parti var klar til at sætte alle sejl til.

Som i andre lignende situationer affødte dette vores utvetydige tilkendegivelse af, at vi netop stod dér på torvet i Askov, fordi den politiske indsats langtfra er tilstrækkelig.

Om aftenen var der en publikums-inddragende performance. Der var deltagelse af højskoleelever, efterskoleelever og en del fra bylauget. Første emne var ”klimaskam” – altså om man skammede sig over f.eks. at spise kød eller køre bil. Den bed hos de unge, som skammede sig gule og grønne over alle de uimodståelige tilbud om højt forbrug, som de ikke kunne sige nej til. For nogle midaldrende og ældre var det så som så med skammen. En mand på 60+ sagde, at når han sammenlignede sig med andre, var hans forbrug ikke anderledes end så mange andres.

Det næste afsnit handlede om, ”hvad kan jeg selv gøre?” Her mødte vi de kendte travere: Mindre madspild, genbrug, skraldesortering og mere kollektiv transport – lutter gode takter. Men hvis der skal komme en mærkbar nedgang i CO2-aftrykket, skal der nok andre og større boller i suppen. Måske er den største forhindring for grøn omstilling, at den voksne generation mangler forståelse for systemiske omstillinger. De ønsker ikke at udfordre deres livsform og den bekvemmelighed, som de fleste over 25 år opfatter som en menneskeret.

Mod Lunderskov passerede vi et museum for vindmøllebygger Poul la Cour. En genial, kreativ, arbejdsom og dedikeret Ole Opfinder fra slutningen af forrige århundrede. På hans skuldre står intet mindre end hele det danske vindmølleeventyr.

Han startede de første systematiske undersøgelser af vind, og hvordan vindmøller kunne skabe strøm eller brint.

Knap 100 år senere kunne smede fra Vestjylland bruge hans optegnelser og udforme de modeller, som blev konturerne til et fremtidigt vindenergisamfund. Alt i små ryk indtil visionen om den store Tvindmølle blev skabt og udgjorde flagskibet for håndværksmæssig snilde.

Den blev en manifestation af en ukuelig folkelig vilje til at imødegå tidens udfordringer.

I slut 1990’erne forsøgte General Electric atsætte sig på et gryende marked.

Men dekunne ikke – de opskalerede blot modellerne, og troede at vinden lod

               Udregning af profil for Vindmøllevinge

sig tæmme af deres mange forskningsmillioner. En af verdens største

virksomheder gav op, og lod de danskeproducenter sætte sig tungtpå det

nordamerikanske marked.

Ti år senere lykkedes det tyske Siemens at opkøbe jyske firmaer og knowhow. Nu var vejen banet for storindustri – og profit.

Den patentløse optakt var afløst af benhårde kapitalinteresser, og de danske vindmøllebyggere manglede økonomi til produktudvikling. De mange producenter blev samlet hos Vestas, og udviklingstempoet måtte sættes i slæbegear for at undgå produktudviklingsdøden. Man havde et forspring med et godt og konkurrencedygtigt produkt, men midlerne var små. Derfor kunne Siemens i mange år gå solo på det voksende marked for havvindmøller. Virksomheden havde nærmest ubegrænsede udviklingsmidler i baghånden. En hjælpende hånd – f.eks. en ordre på 100 Vestas havvindmøller – ville have betydet alverden for virksomheden. Men venstreregeringen styrede benhårdt ud fra tesen om, at fremskridt skabes af markedskræfternes frie spil.

Vestas overlevede med nød og næppe – ikke mindst fordi aktiekapitalen

var spredt i små portioner hos titusinder af husstande, som ikke lige lod sig overrumple af et spekulativt aktiekøbstilbud.

Danmarks første "vindtunnel"

til måling af vingernes effektivitet

Vi kom således ud i en skolegård, hvor alle elever havde taget opstilling. Her takkede vi for lån af deres skole – og specielt henvendt til de yngste årgange spurgte vi, hvor mange der havde hørt om klimaforandringer. Op fløj en skov af hænder.

At tænke sig, at disse 7-8-9-årige nu skal høre i detaljer om en verden i klimakrise – og de herefter møder de voksnes verden og må erkende, at man endnu ikke tager problematikken så alvorligt, at man seriøst diskuterer, hvordan samfundet kan indrettes, så nutidens børn og deres børn kan få en fremtid.

De vakse unger insisterede også på at følge os et par kilometer på vej.

Kolding

Middelfart Klimafolkemøde var en milepæl for Klima-Karavanen. Vi havde satset på at komme til stedet om torsdagen og herefter tilbringe en behagelig og afslappet fredag med at kigge på de mange boder med allehånde klimavisioner. I stedet fik vi tilbudt et telt fra kl. 10 til 18, hvor vi kunne præsentere brudstykker af karavanens temaer. Vi fik i hast samlet 12 programindslag à en halv time og leverede et potpourri af de events, som ville komme på turen.

 I  Karavaneteltet under et af oplæggene

Før ankomsten til Folkemødet nåede vi at se, hvor en af de bærende søjler til den gamle Lillebæltsbro går i land på Fynssiden. Imponerende.

Hvile blev der ikke meget af – men en fornøjelse at være blandt venner.

Brenderup

Inden afgang fra Brenderup fik vi de venligste hilsner med på vejen

Men det var tydeligt, at lysten til at lave fundamentalt om på gældende praksis var mere begrænset – i hvert fald udadtil. Landbrugstoppens eget svar på miljø- og klimakrisen er at skabe tekniske løsninger – ”og vi er allerede langt”, som der blev sagt. Landbruget kunne ikke se, hvorfor man skulle snakke neddrosling af svineproduktion, når Danmark efter deres mening er frontløber og producerer kød med et af verdens mindste CO2-aftryk – samtidig er dødeligheden blandt nyfødte grise ikke er højere end hos de økologiske landmænd.

At landbruget mister erhvervsaktive, at gennemsnitsalderen for en bonde er 56 år, og at prisen for et gennemsnitsbrug er 40 mio. kr., var ikke noget landbruget havde på dagsordenen. Stillet over for dette skisma oplyste landbruget, at det var ”udviklingen” – og den kan man ikke ændre på.

Vissenbjerg

Jean-André Herbener, Jens Galschiøt og Carsten Jensen på podiet i en fyldt sal i Odense

I Odense var det lykkedes at sætte et møde op med kunstneren Jens Galschiøt, forfatteren Carsten Jensen og religionshistorikeren Jens-André Herbener. Overskriften lød ”Bæredygtighed, medier og aktivisme”.

Galschiøt fortalte, at hvis man vil gøre en forskel, må man seriøst vurdere, hvad medierne efterspørger. Her er provokation et særdeles nyttigt redskab – også at sætte tingene på spidsen.

Carsten Jensen fortalte, at hvis man vil slå igennem, er det jo er en kæmpe fordel, at man i forvejen er et kendt navn – f.eks. fik 400.000 mennesker på en uge kendskab til, at han var blevet anholdt i en klimademonstration. Carsten Jensen havde tilfældigvis takket ja til at tale ved en XR-aktion og havde ikke på forhånd tænkt over muligheden af at komme i konflikt med loven. Selve arrestationen oplevede han nærmest som en spøg

Jens-André Herbener supplerede med klare – og lange – analyser af, hvordan samfundet styrer direkte mod afgrunden, fordi man ikke tager advarslerne alvorligt. Det er et åbent spørgsmål, hvad ”det at have ret”, kan bruges til, når medierne massivt efterspørger skandaler og hardcore sensationer. Medietække er en kynisk disciplin.

Det var måske også lidt optimistisk at sætte børn fra 6. klasse i gruppe med unge fra 9. klasse. Aldersforskellen på tre år betyder meget i denne aldersgruppe.

Elever fra Langeskov skole fulgte os på vej.

Men mødet var en stor oplevelse, og da vi forlod skolen, fulgte et halvt hundrede elever os på vej.

Senere fik vi at vide, at mødet havde betydet et løft i skolens prioritering af klimaundervisning.

Der var store udsving. Nogle var meget bevidste om sammenhæng mellem forbrug og klima – andre (et fåtal) resignerede fuldstændigt. Ikke på den provokerende måde – men de vidste helt enkelt ikke, hvad de skulle mene. De havde aldrig beskæftiget sig med emnet, og der havde ikke været voksne, som havde involveret dem i problematikken.

Lunderskov

Senere var vi til møde med kommunens chef for afdelingen for Bæredygtig Udvikling, Mogens Michael Møller. Han præsenterede en netop færdiggjort rapport om, hvordan det stod til med klimatiltag i kommunen. Det var et arbejde bestilt af byrådet. Målet var CO2-neutralitet i 2040. Efterhånden en helt almindelig målsætning blandt danske kommuner. Rapporten var holdt i positive toner og et optimistisk sprog. En seriøs og gennemarbejdet gennemgang af muligheder.

Afdelingschefen fortalte bl.a., at der ikke var muligt at ændre den trafik, der stammede fra bilture fra landsbyerne og ind til de større arbejdspladser. Løsningen ville være el-biler med lokalt produceret strøm.

Det er i virkeligheden en fantastisk vision, som på et tiår kan ændre landskaberne omkring Nyborg - den kræver blot hurtigst muligt at involvere befolkningen.

Denne sidste udtalelse blev i flere omgang karavanens mantra.

Nyborg

Sorø

Indlægget afslørede, hvordan disse it-købmandsskaber trænger med en umenneskelig brutalitet og kynisme ind i psyken og gør brugeren til narkoman, inden nogen kan nå at orientere sig om, hvad der er på spil. Pludselig er man blevet en del af en scrolle-verden, som gør virkeligheden til en ”mulighed” – ikke en realitet.

For de sociale medier består verden af emotionelle højdepunkter – det andet er angstprovokerende. Når mange unge når 18-20–års alderen, er de klar til en stress-diagnose.

Konklusionen var, at denne forretningsorienterede psudovirkelighed måske bliver den allerstørste forhindring for grøn omstilling, fordi selve det eksistentielle værdigrundlag er væk. Klimaforandringer er teoretiske – mens angsten for at være uden for oplevelsernes epicenter er det konkrete.

Samme aften havde Stenlille borgerforening taget imod et tilbud om at låne karavanedeltagere til en snak om klima. Det blev en samtale om den vanskelige situation, området var havnet i, da stort set alle husstande i Stenlille bruger gas til opvarmning. Selvom alle havde været vidende om de fossile ressourcers begrænsninger og deres problematiske indvirkning på det globale klima, havde man fra Christiansborg ikke formået at tænke langsigtet. Man havde blot fastholdt en

billig energikilde, så længe som muligt,

selvom det kunne forudses, at der

engang ville skabes en kaotisk tilstand.

Hvad skulle indbyggerne i Stenlille og

omegn stille op i den situation?

Hvad er årsagen til, at politikerne ikke for længe siden har taget højde for situationen? Hvem er ansvarlig – og hvem kan man overhovedet spørge?

Plakat af Siska Balslev

Sorø 2

Vi forstod, at Ukraine og Rusland har været som Danmark og Sverige. Naboer på godt og ondt – mest godt. Lige indtil den frygtelige krig brød ud. En af de flygtede ukrainere fortalte, at lige pludselig stod 400 hjemløse mennesker udenfor det økokollektiv, hvor hun boede. Senere blev kollektivet smadret, og alt var kaos. Årtiers arbejde med økologisk jordbrug blev splintret. På det menneskelige plan var det værste måske, at selv hendes russiske moster troede hun løj, når hun forsøgte at fortælle om krigen. To tætte broderfolk, hvor hadet nu er vokset til en dimension, hvor alene lyden af russiske stemmer kan skabe desperation for krigens ofre i Ukraine.

At konflikten har skabt en europæisk oprustning uden sidestykke, er en anden katastrofe. Verden har ikke råd til en komplet idiotisk krig, som ingen – udover våbenindustrien – kan vinde.

Hallingelille

Roskilde

Klima-Karavanen blev en ekstra dag i Roskilde, hvor der næste eftermiddag var fælles yoga i Folkeparken. Senere var der ”samtalesalon” på Katedralskolen med titlen ”Vores skønne grønne fremtid”.

Her indledte forfatteren Josefine Klougart med at fortælle om de magiske øjeblikke, hvor man pludselig føler et stærkt – næsten overjordisk – tilhørsforhold til naturen. Det er øjeblikke, som de fleste har oplevet. Måske er det netop den type erfaringer, der knytter os sammen og rummer kimen til en større forståelse af virkeligheden.

Næste morgen blev vi sendt afsted fra Hestetorvet af Kathrine Krone Laurent fra Byens Hus der trænede vores demokratimuskler, fleksibilitet og tolerance.

Albertslund

Rune Lykkeberg om at tale politikerne "op" - fremfor bare at skælde dem ud.

Klimadebatterne havde efter Rune Lykkebergs oplevelse været en katastrofe i mange år, fordi så mange urigtige påstande har fået alt for stor plads i medierne. Der burde være ressourcer til en research, der med det samme kunne aflive de mest vanvittige – og tidskrævende – påstande.

På Bytorvet i Albertslund var Rune Lykkebergs dominerende påstand, at klimanørderne skal tale politikerne OP. Hen mener ikke vi får et andet og bedre folketing, end det vi har - for ”hvor skulle det i givet fald komme fra?”. Der findes ikke noget alternativ, sagde han, og vi vinder intet ved at håne og nedgøre politikerne.

Som han talte, blev dråberne til regn – og regnen blev til skybrud. Pladsen foran scenen tømtes hurtigt – men under markiser og i døråbninger stod folk tavst og lyttede.

Næste morgen - og i strålende solskin - sendte Mogens Lykketoft karavanen videre mod København. Han talte om, hvordan forståelsen for verdensmålene er trængt ind på direktionsgangene og har skabt en forståelse blandt verdens industrimagnater af deres ansvar for fremtiden.

Det var jo også på tide – kunne man tilføje.

Klimadebatterne havde efter Rune Lykkebergs oplevelse været en katastrofe i mange år, fordi så mange urigtige påstande har fået alt for stor plads i medierne. Der burde være ressourcer til en research, der med det samme kunne aflive de mest vanvittige – og tidskrævende – påstande.

København

Klima-Karavanen oplevede det unikke, at en mod-demonstration arrangeret af Klimarealisme.dk havde indfundet sig. Her påstod ihærdige mennesker hårdnakket, at det bedste, man kunne gøre for klimaet, var at sætte sig på hænderne og forholde sig passivt. Det var fristende at forsøge at finde ud af, hvad denne gruppe havde gang i. Normalt er det positivt med modspil – det giver anledning til møder og debatter.

På den anden side må der være grænser for, hvem man byder op til dans. Deres mission er at kaste grus i maskinen og så mistillid. Selvfølgelig vil det ikke lykkes – men de er med til at fastholde et billede af, at der stadig hersker uenighed, og at grundlæggende fakta kan tilbagevises.

Der er brug for en folkelig konsensus om problemernes omfang og en parathed til at lade sig involvere i konstruktive klimahandlingsplaner. Absolut ikke i stivnakket og useriøs retorik.

Den største fare er nok, at forvente, at der kommer nogen og løser klimakrisen for os.

Vi var glade for, at vi næsten hver dag havde nye vandrere med, hvilket gav anledning til nogle rigtig gode snakke - dagslange samtaler! Mange steder blev vi budt velkommen et par kilometer uden for det aftalte mødested af elever og/eller forskellige klima engagerede folk - så vi ankom i flot stil.

Klimakaravanen har, sammen med jer samarbejdspartnere, faciliteret en vandrende højskole med folkelig inddragelse om klimaproblematikken. Trods en del udfordringer, træthed undervejs, et stramt program, har vi fået en styrket oplevelse af, at dialog og kontakt mellem mennesker er vejen frem og at en bæredygtig omstilling må komme nedefra.

JA, det gælder livet!

Alt i alt

fra klimaengagerede foreninger - vi siger tak